Tirsdag aften havde vi besøg af Christian Bock, som under devisen ”Alle har ret til en nemmere hverdag” satte fokus på ordblindhed og først og fremmest på de hjælpemidler, der kan gøre dagligdagen lettere for alle med læsevanskeligheder.
Christian brugte sin egen historie som ordblind som et godt eksempel på, hvor vanskeligt det er at følge med i skolen, hvis man ikke har de nødvendige hjælpemidler. Heldigvis er Christian også et vigtigt eksempel på, hvor langt man kan komme med de rette hjælpemidler, og netop dette var hovedbudskabet for aftenen.
Mange elever, forældre og lærere lyttede med og fik rigtig mange brugbare pointer med sig hjem.
”Det gælder om at kunne være med i det danske samfund. Derfor skal ordblinde bruge hjælpemidler. Når man er med, bliver man nemlig nødt til at kunne læse og skrive, og så øver man sig” sagde Christian Bock.
Børn og unge skal kunne skrive det, de tænker og ikke kun det, de magter. De skal blive gode til at formulere sig og få viden, derfor skal ordblinde bruge hjælpemidler.
Efter foredraget var der mulighed for at afprøve de forskellige hjælpemidler.
Kolding Realskole stiller de nødvendige hjælpemidler til rådighed for eleverne, så ordblinde elever har alle muligheder for at få det maksimale udbytte af undervisningen.